Tilbage til forsiden

Århundrets historie i det norske TibbeNyt, skrevet af Anders Skjødt

Hvorledes man lufter 2 tippehanner.

Opgaven lyder umiddelbart simpel, men desværre har Tibetansk Spaniel ikke en formålsparagraf, som fortæller, at de skal gøre hverdagen nemmere for deres ejere. De gør muligvis også livet svært for dem selv. Mere om det senere.

For at starte ved begyndelsen, vil jeg fortælle lidt om min baggrund for ovenstående udtalelse. Mit navn er Anders, og jeg er på nuværende tidspunkt bosat i Oslo sammen med min kone Lene. Vi er de lykkelige ejere af et par ”frygtelige” hanhunde af hunderacen Tibetansk Spaniel. Vort ældste eksemplar er i gang med sit tredje leveår, som han har påbegyndt i sit sædvanlige afslappede/flegmatiske tempo, og vort yngste eksemplar har netop fået et enkelt år på sin højt løftede bagdel.

Temperamentet på de 2 hunde er som dag og nat:

Sebastian, den ældste:
Der er god tid. Jeg bestemmer selv over mit liv og min færden. Jeg har hørt dig, jeg kommer når jeg er klar.

Midas, den yngste:
Verden er som udgangspunkt farlig. Tryghed består af en tilstand af ”ikke umiddelbar livsfare”. Hvis jeg nu gør, så gør de andre hunde mig nok ikke noget.

Ansvarsfordelingen i vort hjem er som følger:

- Skal hundene på udstilling er det Lenes hunde.

- Skal hundene vaskes er de Lenes hunde.

- Har hundene brækket sig eller det som var værre indendørs, Lenes hunde.

- Skal hundene fodres, Lenes hunde.

- Skal hundene luftes……. Mine hunde.

Som det fremgår, har jeg et meget vigtigt hverv, at lufte vores 2 Tibetanske Spaniel hanner mindst 2 gange om dagen.

 Jeg vil ikke påkalde mig selv som ekspert indenfor området, men lidt erfaring er det dog blevet til:

Først et par grund regler:

- Hundene gør først stort, når du er blevet utålmodig.

- Det hjælper ikke at trykke en hund på maven.

- Har du travlt kan det hjælpe at ”glemme” hundeposer, da er man sikker på succes   relativt hurtigt på et meget tilgængeligt område.

- Hvis du har lange liner og ønsker en fredelig luftetur, da bør ældste hund have den længste line.

Vi har anskaffet et par lange ”Frøken Jensen”-liner, dem der selv ruller sig ind, på ca. 5 meter. En ganske enkel genial indretning så længe man har en enkelt hund, men har man to skal man være lidt forsigtig, specielt, hvis hundene krydser hinanden bag ved dig. Dette bør undgås, da man her let kommer til at se lidt uchecket ud, mens man prøver at undgå at hundene løber ud på vejen samtidig med, at man træder over linerne, som i mellemtiden er blevet snoet et utal af gange.

Skulle det lykkelige ske, at en hund sætter sig og krummer ryggen, er det vigtigt at holde den anden hund lidt på afstand, ellers kan det godt blive meget hundeagtigt, hvor alle lugter til alles mens man selv …… og så videre. Jeg tror primært, at det genere mennesket som ser på.

Herefter skal man søge at samle den forhåbentlige faste konsistens op i en dertil indrettet hundepose, dem er vi meget fortalere for, samtidig med at de to hunde i hver sin 5 meter line er på vej på nye eventyr.

Ovenstående er relativt let løst, hvis man magter teknikken med lange liner, men det kræver lidt træning.

Vi kan med stolthed sige at begge vore hunde letter ben i stor stil. De gør det på ægte hanhundemaner, selv i dårligt vejr. Som et ekstra tilskud sparker Sebastian voldsomt bagud efter hver gang, han har lettet ben. De, som har set det, bemærker normalt, at det må være godt for hans rygemuskulatur, jeg er ikke i tvivl. På den anden skal han jo også fordrive tiden med et eller anden i perioden fra han selv har lettet ben op ad en eller anden lodret genstand, til Midas har lettet ben op ad samme genstand og han atter kan få lov at lette ben igen. Hemmeligheden her er jo selvklart, at lykkedes det at få en enkelt af de to hanhunde til at lette ben, er ens lykke gjort, da de herefter vil skiftes et par gange, indtil man får dem overbevist om at nu må man videre.

Begrebet ”lette ben” er i øvrigt valgt med omhu, da det langt fra er hver gang, at der faktisk bliver afløb for affaldsstoffer fra hunden, ikke desto mindre skal det gentages igen og igen.

De som har lagt øje til ovenstående skriftlige udtalelser har forhåbentlig gennemskuet min slet skjulte glæde ved at være ejer af 2 stk. Tibetansk Spaniel hanner. Generelt overskygger glæderne ved at eje hundene væsentligt de situationer, hvor man helst ville være dem foruden.

 Glemte jeg at sige, at vi i løbet af de næste par år gerne skulle have en tredje hanhund………

Tilbage til toppen