En Tibetansk Spaniel er et meget selvstændigt individ! Det vil en, som selv har en, eller som har prøvet at passe en Tibetansk Spaniel for en periode kunne bevidne. Onde tunger vil sige, at denne hunderace har personlighed som en kat. Denne sammenligning er vi ikke specielt vilde med i vor familie, men vi ser pointen.

En tibetansk spaniel gør ikke noget for nogen, med mindre den kan se, at dette har en funktion for hunden selv. En tipper kunne aldrig drømme om at gøre et eller andet for din skyld, komme når du kalder, sidde pænt på kommando eller hente en eller anden dims ude på en mark og bringe den tilbage til sin ejer. What’s in it for me???

Vi ejere af tibetanske spaniels plejer normalt at sige at ovenstående adfærd skyldes højt intellekt hos hunden. Vi ønsker ikke, at vores ”præmietyre” skal sammenlignes med hunde som vil gøre alt for sin ejer…… Lægge sig fladt midt i en vandpyt eller gribe snebolde i luften. Dette kunne en intelligent hund aldrig finde på.

Dette faktum betyder også at mange ejere af tibetanske spaniels slet ikke træner sin hund i det hele taget. Det mener vi er en fejl, da vi er af den overbevisning at alle hunde kan lære et eller andet. Vi har fundet et trick!!!!!

Lene har fundet noget som kaldes positiv indlæring (bruges ved klikker træning). Det har i bund og grund noget at gøre med at man aldrig må sige et negativt ord til sin hund…… Det gælder også når hunden er dybt begravet i familiens aftensmad, på køkkenbordet, når ”køteren” løber stik modsat retning når du kalder på den etc. Jeg kan ikke påstå at jeg har holdt mig 100% til dydens landevej, når det gælder tilfælde som disse. Men vi forsøger………

Men jeg må konstatere, at teorien fungere i praksis. Lene og jeg samt vores 2 tibetanske hanhunde, Sebastian og Midas, har nu været på 2 kurser indenfor dette område og det er faktisk utroligt hvad man kan få til, hvis man da ellers kan holde sit temperament på plads……..

Vores hunde er ikke hverken Lenes eller mine hunde, der er heller ikke en hund som er mere Lenes end min, det er vores hunde. Beklageligvis må man dog under træning søge at hunden på træningspladsen kun skal forholde sig til én, da staklerne ellers kan blive lidt forvirrede. Dette har i praksis betydet at Lene skulle håndtere vores yngste, Midas, som indtil videre ikke har være udsat for noget form for indlæring i det hele taget og derfor heller ikke er ødelagt i forhold til positiv indlæring. Og jeg skulle så tage mig af Sebastian, som har oplevet at blive opdraget på alle mulig mærkelige måder, både ”den gammeldags”, ”den positive” for ikke at tale om ”den hjemmelavede”. Vi kan ikke påstå, at vi indtil videre har haft held med hverken den ene eller den anden.

Vores første kursus gik godt! Sebastian og jeg havde mange hyggelige timer, hvor jeg delte godbidder ud med rund hånd, bare han gjorde antydning af eventuelt at ville gøre det som jeg tænkte på. Dette var et system som Sebastian kunne se en ide i ”jeg skal bare virke interesseret så får jeg en godbid”.

Midas har et meget afslappet forhold til enhver form for indlæring eller også lider han meget af præstationsangst. Fakta er at Midas i stedet for at kigge på sin ejer og derefter modtage sin godbid, nærmest ”fryser” og kigger mere eller mindre paralyseret ud i luften, man skal gå meget langsomt frem med Midas.

Ovenstående oplevelser betød at på andet kursus måtte vi fordele hunde anderledes, da Lene absolut har større interesse i denne teori end undertegnede. Midas og jeg drog til Drammen på vores andet weekendkursus med godt mod, mange godbidder for folk og fæ samt store mængder kaffe. Vores plan var at lære hvorledes man uden tvang træder ind i en transporttaske som man aldrig har set før.

Under normale omstændigheder ville Midas sætte sig ned og kigge på tasken uden at vise større interesse end dette, og i samme øjeblik at det går op for Midas at planen er at han skal ned i denne taske, da må det forventes at den ellers flotte haleholdning falder til et væsentligt lavere niveau.